Se konsol-loggen fra en enhed
Følg live med i, hvad appen skriver ud på én bestemt enhed, mens den bruges — et fejlsøgningsværktøj til at finde ud af, hvad der rent faktisk sker, når noget går galt
Se konsol-loggen fra en enhed
Gå til Konsol-log i starti.app ManagerHvad er konsol-loggen?
Konsol-log viser dig linje for linje, hvad din app skriver ud, mens den kører på én bestemt enhed. Det er de samme udskrifter, en udvikler ville se i en browsers udviklerværktøjer — console.log, advarsler og fejl — bare fra appen på en rigtig mobil.
Det er et fejlsøgningsværktøj. Brug det, når noget ikke virker som forventet, og du har brug for at se, hvad der faktisk sker, i stedet for at gætte:
- En knap gør ingenting, når en tester trykker på den
- En side loader på en computer, men ikke i appen
- Et login fejler for én bruger, men virker for alle andre
- Du vil bekræfte, at en ændring, du lige har lavet, rent faktisk er nået ud på enheden
Konsol-log er en tilvalgs-funktion. Kan du ikke se siden i menuen (under Værktøjer), er funktionen ikke slået til for din app endnu — kontakt os, så tænder vi for den.
Inden du går i gang
Du skal bruge en enhed at kigge med. Listen over enheder er den samme, som du finder under Testenheder — så tilføj mobilen som testenhed først, hvis den ikke allerede står der.
Kender du i stedet den bruger, det går galt for, kan du springe direkte til vedkommendes enhed fra værktøjet App-brugere — det er beskrevet i genvejen længere nede.
Du kan kun følge én enhed ad gangen, og kun mens appen er åben på den. Konsol-loggen er et live-billede, ikke en gemt historik — så hav enheden foran dig, eller bed den, der sidder med den, om at gentage problemet, mens du kigger med.
Trin for trin: sådan læser du konsol-loggen
Log ind
Åben starti.app Manager og log ind med Microsoft, Google eller Apple.
Åbn Konsol-log
Gå til Konsol-log i menuen under Værktøjer.
Vælg en enhed
Tryk på Vælg enhed og find den mobil, du vil følge. Du kan se enhedens navn, en kort beskrivelse og et mærkat, der viser hvilket miljø den kører i.
Forbindelsen starter af sig selv, så snart du har valgt en enhed — du behøver ikke trykke på mere. Statussen ved siden af vælgeren skifter til Forbinder… og derefter til Live.
Når du forbinder, bliver de sidste par minutters udskrifter hentet med, så du også kan se, hvad der gik forud for det øjeblik, du begyndte at kigge.
Brug appen på enheden
Gør det, der går galt — tryk på knappen, åbn siden, prøv at logge ind. Nye linjer dukker op nederst, efterhånden som de sker, og visningen følger med ned.
Læs linjerne
Hver linje består af fire dele:
- Tidspunkt — helt ned til millisekundet, så du kan se præcis hvad der fulgte efter hvad
- Niveau — hvor alvorligt det er:
info,warn,error,debugellertrace. Fejl er røde og advarsler er gule, så de er nemme at få øje på i en lang log - Ophav — hvilken del af appen der har skrevet linjen
- Besked — selve teksten
Røde error-linjer er som regel dem, du skal kigge på først.
Genvej: se loggen for en bestemt app-bruger
Vil du fejlsøge for én bestemt bruger frem for én bestemt enhed, kan du gå den anden vej rundt og starte i værktøjet App-brugere.
Åbn App-brugere
Gå til App-brugere i menuen under Værktøjer.
Find brugeren
Søg brugeren frem i feltet Søg på bruger-id…. Søgningen matcher starten af bruger-id'et, og der skelnes mellem store og små bogstaver — så du skal kende brugerens id.
Lader du søgefeltet stå tomt, får du de senest aktive brugere frem. Det er ofte den hurtigste vej, hvis brugeren lige har været inde i appen.
Tryk på konsol-log-ikonet ud for enheden
Under brugeren står de enheder, vedkommende bruger appen på. Tryk på konsol-log-ikonet ud for netop den enhed, du vil teste på. Ikonet ligner en lille terminal, og holder du musen over det, står der Se konsol-log for denne enhed.
Loggen åbner for den bruger
Konsol-loggen åbner med præcis den enhed valgt, og forbindelsen starter af sig selv. Derfra virker siden nøjagtig som beskrevet ovenfor — samme knapper, samme filter, samme status.
Enheden behøver ikke at være en testenhed, når du kommer denne vej. Er den ikke på listen over testenheder, står den i vælgeren som Valgt enhed efterfulgt af de første tegn af enhedens id.
Kan du ikke se konsol-log-ikonet ved enhederne, er Konsol-log ikke slået til for din app — kontakt os, så tænder vi for den.
Knapperne
Øverst på siden finder du alt det, du skal bruge, mens loggen kører.
| Knap | Hvad den gør |
|---|---|
| Stop | Afbryder forbindelsen. De linjer, du allerede har, bliver stående på skærmen |
| Genforbind | Forbinder igen efter et stop eller en fejl, og henter de sidste minutters udskrifter med |
| Pause | Fastfryser visningen, hvor den er, så du kan nå at læse en linje uden at den scroller væk. Linjerne bliver ved med at komme i baggrunden — tryk Genoptag for at hoppe ned i bunden igen |
| Filtrér… | Skriv et ord for kun at se de linjer, der indeholder det. Der søges i beskeden, niveauet og ophavet — så skriver du error, får du kun fejlene |
| Vis starti.app-log | Slået fra som udgangspunkt. Slå den til for også at se, hvad starti.app selv skriver ud, oven i din egen apps udskrifter |
| Kopiér | Kopierer det, du kan se lige nu — også dit filter — så du kan sætte det ind i en mail eller en supportsag |
| Ryd | Tømmer visningen. Den afbryder ikke forbindelsen; nye linjer bliver ved med at komme |
Under loggen kan du se, hvor mange linjer du kigger på, fx "Viser 34 af 512 linjer" — det første tal er efter dit filter, det andet er alt det, der er modtaget.
Siden gemmer de seneste 2.000 linjer. I en travl app falder de ældste linjer af i toppen — så skal du bruge noget senere, så tryk Kopiér, mens det stadig står på skærmen.
Hvad statussen betyder
| Status | Hvad det betyder |
|---|---|
| Inaktiv | Der er ikke valgt en enhed endnu |
| Forbinder… | Der bliver skabt forbindelse til enhedens udskrifter |
| Live | Forbundet — linjerne kommer, efterhånden som de sker |
| Afbrudt | Forbindelsen er slut, enten fordi du trykkede Stop, eller fordi den løb ud |
| Fejl | Noget gik galt undervejs. Tryk Genforbind for at prøve igen |
Der kommer ingenting frem
Bliver loggen ved med at være tom, så gå disse igennem i rækkefølge:
- Er appen åben på enheden? Udskrifterne findes kun, mens appen kører
- Står statussen på Live? Står der Afbrudt eller Fejl, så tryk Genforbind
- Skjuler et filter noget? Ryd feltet Filtrér… og se, om der kommer linjer frem
- Er det starti.app's egne udskrifter, du leder efter? Slå Vis starti.app-log til
- Rigtig enhed? Bruger flere testere ens mobiler, så tjek navnet i vælgeren
Er den stadig tom, skriver appen måske simpelthen ikke noget ud i det øjeblik — og det er i sig selv godt at vide.
En konsol-log kan indeholde hvad som helst, appen tilfældigvis skriver ud — også oplysninger om en bruger. Behandl en kopieret log som ethvert andet internt materiale, og sæt den ikke ind et offentligt sted.
Se også
Download testversion af app
Download testversionen af din app på iOS og Android, og styr hvem der har adgang til at teste
Slå automatisk fornyelse til på jeres Apple Developer-medlemskab
Sørg for, at jeres Apple Developer-medlemskab fornyes automatisk, så jeres app ikke risikerer at blive fjernet fra App Store